Andreas Mogensen | |
---|---|
![]() | |
ESA-astronaut | |
Statsborger | Kongeriget Danmark |
Nationalitet |
Danmark ![]() |
Status | I rummet |
Født |
2. november 1976 (47 år) København |
Andet arbejde | Civilingeniør |
Uddannelses- sted | Imperial College London |
Tid i rummet | 9d 20h 14m (2015) |
Udvælgelse | ESA-gruppen fra 2009 |
Mission(er) | Iriss |
Andreas Enevold Mogensen (født 2. november 1976[1]) er en dansk astronaut. Han blev den 20. maj 2009 sammen med fem andre kandidater præsenteret i ESA's hovedkvarter i Paris, som en del af det europæiske astronautkorps. Der var 8.413 ansøgere til astronautkorpset. Den 2. september 2015 blev han den første dansker i rummet, da han få minutter efter opsendelsen kl. 6:37 dansk tid fra Bajkonur-kosmodromen i Kasakhstan nåede op på en flyvehøjde over 100 km.
Andreas Mogensen ankom efter 51 timers rumrejse i det russiske rumfartøj Sojuz TMA-18M til Den Internationale Rumstation 4. september 2015 kl. 9:40 dansk tid, hvor han arbejdede i ni dage.[2][3][4][5][6][7]
Den 26. august 2023 tog Andreas Mogensen på sin anden mission til den internationale rumstation, ISS. På den seks måneder lange Huginn mission skal Andreas Mogensen gennemføre flere aktiviteter, ligesom han har fået rollen som commander af rumstationen.
Andreas Mogensen gik i folkeskole på Rygaards Skole i Hellerup, hvor han dimitterede fra i 1992.[8] Han fik i 1995 en International studentereksamen fra Copenhagen International School i Hellerup.[9] Mastergrad i rum- og luftfartsteknologi i 1999 fra Imperial College i London. Mellem 2001 og 2003 arbejdede han hos Vestas i Danmark. Han fik en Ph.d.-grad i rumfart i 2007 ved University of Texas i Austin.
I Tyskland har han været ansat som ingeniør hos HE Space Operations og været entreprenør for EADS Astrium i Portugal ved Institute for Systems and Robotics. Derudover har han opholdt sig i en lang række andre lande, bl.a. Thailand, Singapore, England, Portugal, Congo og USA. I hans nuværende stilling, i England, er han ansat som forskningsstipendiat ved Surrey Space Center, University of Surrey.
Andreas Mogensen blogger om rumforskning og rumfart og fortæller om livet som astronaut på sin blog på det videnskabelige netmedie Videnskab.dk. Han er også aktiv på sociale medier som Twitter og Facebook.[10][11]
Den 2. september 2015 blev Sojuz TMA-18M opsendt fra Bajkonur-kosmodromen i Kasakhstan, og den 4. september 2015 kobledes rumfartøjet til rumstationen ISS. Normalt er astronauterne om bord på rumstationen i seks måneder ad gangen, men russeren Mikhail Kornijenko og amerikaneren Scott Kelly skal være om bord i et helt år[12]. De blev opsendt med Sojuz TMA-16M den 27. marts 2015, men Sojuz-fartøjet må kun være i rummet i cirka et halvt år. Løsningen var, at Kornijenko og Kelly overtog Sojuz TMA-18M, mens TMA-16M landede den 12. september 2015. Veteranen Sergej Volkov var pilot på Sojuz TMA-18M, og der var plads til to andre personer på tidagesflyvningen. Den kasakhiske rumfartsorganisation KazKosmos anvendte det ene sæde, mens ESA købte det andet. Oprindelig var det Mogensens klassekammerat briten Timothy Peakes tur, men efter pres fra Storbritannien på ESA's ministerrådsmøde i 2012 i Napoli rykkede Peake til seksmånedersflyvningen med Sojuz TMA-19M (nov. 2015 - apr. 2016), og Mogensen overtog ti-dagesflyvningen.[13][14] Storbritanniens bidrag til ESA (300 mio. euro - 9,6 %)[15] mod Danmarks bidrag (25,7 mio. euro - 0,8 %)[15] var et af den britiske forskningsminister David Willetts vægtigste argumenter[14].
Efter sin hjemkomst til Danmark blev Andreas Mogensen tildelt belønningsmedaljen af 1. grad med krone og med inskription af dronning Margrethe 2..[16]