Et bygningsreglement var i tiden forud for planlovreformen i 1970-erne et regelsæt for byggeri i landsognenes tættere bebyggede områder. Bygningsreglementer blev udarbejdet og godkendt af de stedlige kommunalbestyrelser (sogneråd), når bebyggelsesudviklingen gjorde dette påkrævet.
Baggrunden for fremkomsten af bygningsreglementer var ønsket om at sikre, at der ikke skete et hovedløst og uforsvarligt byggeri. Man ønskede at sikre, at byggeriets udformning blev hensigtsmæssig under hensyn til vejene og disses klasse. For at sikre dette, blev det ved lov i 1876 gjort muligt for justitsministeriet at udvide bestemmelserne i bygningslov for købstæder eller den specielle bygningslov for Frederiksberg af 12. januar 1858 (helt eller delvist) til at gælde for samlede landdistrikter eller dele af disse[1].
Grundlaget for bygningsreglementer var Lov angaaende Tilvejebringelsen af Bygningsreglementer for Landdistrikter af 11. februar 1876, jævnfør Lov angaaende yderligere Regler for Tilvejebringelsen af Bygningsreglementer for Landdistrikter og Bygningsvedtægter for Købstæderne af 5. december 1894, Lov angaaende yderligere Regler for Tilvejebringelsen af Bygningsreglementer for Landdistrikter af 23. april 1915.
Et bygningsreglement indeholdt i almindelighed følgende:
Derimod var der ikke i bygningsreglementerne bestemmelser til regulering af bygningernes anvendelse (bolig, forretning, industri) og ej heller bestemmelser om andre byplanforhold.
Bygningsreglementer havde gyldighed indtil landsbyggeloven af 1960. I mange tilfælde blev bygningsreglementerne rettet ved fremkomsten af byggeområdeplaner således, at de derefter alene indeholdt byggekonstruktive bestemmelser[2].
I forhold til bygningsreglementer udgjorde de partielle byplanvedtægters bestemmelser reelt en afløsning af disse, men som regel var blot tale om en detaljeret fastlæggelse af bygningsreglementets mere almene bestemmelser.