Exchange Rate Mechanism II (ERM II) er en valutakursmekanisme, hvor der bl.a. er fastlagt udsvingsbånd for deltagende valutaer i forhold til euroens valutakurs. Den blev oprettet som afløser for ERM, da de fleste deltagerlande i denne indførte euroen som fælles valuta 1. januar 1999. ERM II fastlægger grundlaget for fastkursforholdet og dermed også kriterierne for, at ECB (Den Europæiske Centralbank) i givet fald vil gribe ind i tilfælde af et spekulativt valutaangreb. Lande, der ønsker at blive fuldgyldige ØMU-medlemmer efter 1999, skal forinden have været medlem af ERM II i mindst to år. Pr. 2023 er Danmark og Bulgarien ERM II-medlemmer (udover euroområdet).
ERM II fastsætter for hvert land et individuelt udsvingsbånd, som angiver, hvor store udsving i forhold til en central valutakurs, fastkurssamarbejdet tolererer. Udsvingsbåndet er normalt 15 %. Danmark har dog indgået en aftale om en snævrere grænse på 2,25 %.[1]
Oprettelsen af ERM II blev vedtaget af Det Europæiske Råd i juni 1997.
Udover Danmark har ti EU-medlemslande i tidens løb været medlem af ERM II. Heraf har de ni siden udskiftet deres egen nationale valuta med euroen.
Danmark har været medlem af ERM II uafbrudt siden valutakursmekanismens oprettelse i 1999.[2]
De fleste EU-medlemslande, der ikke har indført euroen, foretrækker at føre pengepolitik efter en selvstændig inflationsmålsætning) og lader derfor deres valutakurser flyde i forhold til euroen. Det gælder således Sverige, Ungarn, Polen og Tjekkiet. Indtil Brexit gjaldt det også Storbritannien.