Fodnotepolitikken er et begreb, der bruges om dele af den danske sikkerhedspolitik i perioden fra 1982 til 1988. Den første Schlüter-regering ("Firkløverregeringen") blev af Folketingets flertal pålagt at tage afstand fra væsentlige NATO-beslutninger, herunder især den kontroversielle Dobbeltbeslutning; som det første blev regeringen pålagt "at stille fremtidige danske bevillinger til mellemdistanceraketter i bero" i december 1982. Mellem 1982 og 1988 blev der udenom regeringen vedtaget mellem 22 og 28 dagsordener. Politikken blev døbt "fodnotepolitikken" fordi regeringen, meget mod sin vilje, måtte repræsentere folketingsflertallets synspunkter på NATO-møderne, og Danmarks politik blev flettet ind i de generelle bestemmelser som fodnoter, der undtog Danmark fra beslutninger.
At situationen med fodnotepolitikken kunne opstå skyldes dels Folketingets sammensætning i perioden mellem 1982 og 1988, dels den udenrigspolitiske situation.
Den 10. september 1982 trak Anker Jørgensen sig tilbage som statsminister, og overlod regeringsmagten til Poul Schlüter, der dannede Firkløverregeringen. Der blev ikke udskrevet valg, og Folketingets sammensætning var dermed det samme som før. Firkløverregeringen bestod af Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, der tilsammen havde 65 mandater. Sammen med Det radikale Venstres 9 mandater og Fremskridtspartiets 16 mandater var der præcis 90 mandater, der støttede regeringen, eller i al fald undlod at kræve regeringens afgang. Imidlertid kunne Det Radikale Venstre også danne flertal sammen med Folketingets venstrefløj, VS, SF og Socialdemokratiet havde tilsammen 85 mandater. Det betød, at Det Radikale Venstre havde muligheden for at føre politik med Folketingets højre- og venstrefløj efter forgodtbefindende. Det Radikale Venstres mulighed for at være "tungen på vægtskålen" holdt frem til Folketingsvalget i 1988.
Det Radikale Venstre førte i perioden økonomisk politik sammen med regeringen, men var uenige i udenrigspolitikken. Partiet var traditionelt kritikere af NATO og stemte mod medlemskabet i 1949. VS og SF var også traditionelt kritiske overfor NATO-samarbejdet, og socialdemokratiet var i perioden mellem 1982 og 1988 i stigende grad enige med de øvrige tre partier i det, der blev kaldt "det alternative flertal".
En væsentlig årsag til, at partierne fra Radikale Venstre til Venstresocialisterne kunne samarbejde om den udenrigspolitiske situation var den internationale situation. Ronald Reagan sad i hele perioden som præsident for USA, og hans linje var mere konfrontatorisk end tilfældet havde været under Richard Nixon, Gerald Ford og Jimmy Carter. Under antagelsen om, at Sovjetunionen ikke ville kunne følge med i et våbenkapløb med USA arbejdede Reagan på at gøre Den kolde krig bekostelig for Sovjetunionen ved både at øge de militære budgetter, at forsøge at presse priserne på sovjetiske varer ned på verdensmarkedet og at støtte anti-sovjetiske kræfter i verden. Denne strategi påvirkede også beslutningsforslagene i NATO.
Fodnotepolitikken bestod af 22-28 forslag, der blev vedtaget af "det alternative flertal", som de skiftende Schlüter-regeringer mellem 1982 og 1988 derfor var nødt til at repræsentere i NATO. Ved flere lejligheder fandt det alternative flertal, at regeringen, nærmere bestemt udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen ikke havde efterlevet Folketingets vedtagne politik, og Uffe Ellemann blev derfor i perioden tildelt 80 'næser' for sin håndtering af flertallets mandat.
I perioden blev 28 udenrigspolitiske forslag, stillet af Lasse Budtz, vedtaget. Regeringen stemte imod 14 af forslagene, afstod fra at stemme ved 8 forslag og stemte for de sidste 6. Blandt forslagene kan nævnes:
Der er ikke enighed om, hvad de præcise konsekvenser af fodnotepolitikken var. Blandt støtter til partierne, der udgjorde det alternative flertal, er der generelt set enighed om, at fodnotepolitikken hjalp til, at den kolde krig ikke eskalerede i årene mellem 1982 og 1988. Blandt støtter til regeringen og Fremskridtspartiet (og tilsyneladende også Dansk Folkeparti) er der enighed om, at fodnotepolitikken skadede Danmarks forhold til NATO, og at man satte hele den danske udenrigspolitik i fare, bl.a. med henvisning til, at man i USA opfandt udtrykket “Denmarkization” om en udenrigspolitik, der undsiger brugen af atomvåben. [1]
I rapporten Danmark under den kolde krig vurderer en ekspertgruppe fra DIIS, at Danmark – trods fodnoterne – fra dannelsen af NATO var et loyalt og engageret medlem af den vestlige forsvarsalliance. [2]
I opposition til DIIS står bl.a. Bent Jensen, der anser fodnotepolitikken for at have været til stor skade for Danmarks omdømme i NATO og at have udgjort en risiko for landets sikkerhed under den kolde krig.[3] Fodnotepolitikken og dens konsekvenser kan ses som et symbol på "..en værdikamp med VK, Dansk Folkeparti og Bent Jensens Center for Koldkrigsstudier på den ene side, og venstrefløjen, Dansk Institut for Internationale Studier og Jørgen Dragsdahl på den anden." [3]