Denne artikel bør formateres, som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Det er med interne henvisninger, afsnitsinddeling o.l.. Husk også at tilføje kilder! (november 2021) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)
Denne artikel behøver tilretning af sproget. Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencyklopædiske stil. Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten. (november 2021) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)
Henrik Sartou
Født 30. september 1964 Rediger på Wikidata
Frederiksberg, Danmark Rediger på Wikidata
Død 26. marts 2005 (40 år) Rediger på Wikidata
Gravsted Frederiksberg Ældre Kirkegård Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Statens Teaterskole
Beskæftigelse Sceneinstruktør Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Henrik Sartou (født 30. september 1964 på Frederiksberg, død 26. marts 2005[1]) var en dansk teaterinstruktør.

Uden at fuldføre sin gymnasiale uddannelse kastede Henrik Sartou sig ud i en tilværelse som danser i 1981, hvilket bl.a. førte ham på studieophold i New York, hvor han skabte sin første danseteaterforestilling Ukendt kender ingen grænser (Saltlageret 1984). Siden bevægede han sig over mod det tekstbaserede teater, bl.a Stilheden (Betty Nansen Teatrets balkonscene, 1984), Havet i øjet (Københavneren,1985), som blev den første af en lang række samarbejder med scenografen Jesper Corneliussen.

Henrik Sartou gennemgik herefter instruktøruddannelsen på Statens Teaterskole 1986-1990 og nåede i løbet af de efterfølgende femten år at skabe en lang række forestillinger i ind- og udland, der med deres konstante sceniske originalitet er blevet betegnet som ouverturen til det modne kæmpeværk, som hans tidlige død i 2005 forhindrede (se CV).

De fleste af Henrik Sartous forestillinger er dokumenteret og foreligger på DVD'er, der sammen med hans efterladte papirer findes på Det Kongelige Bibliotek.

Betydning

Henrik Sartou var et passioneret ordmenneske i en tid, der ikke havde tålmodighed til poesi; han var romantisk og inderlig i en periode, der dyrkede ironien; og han kredsede om det religiøse i en gudløs verden. Og så ville han bestemme. Middelmådighed og kompromisser hørte ikke til i hans verden. Fra han var ganske ung, fulgte han et indre syn og gik ofte modstrøms. For han var samtidig både med sin egen tid og med Goethe, Kleist og Rimbaud - på én gang håbløst forlibt i det forgangne og lysår forud for sin tid.

Generationen før havde haft ikoniske sceneinstruktører som Holger Gabrielsen, Erling Schroeder, John Price og Sam Besekow. Men Henrik Sartou og instruktørkollegaen Staffan Valdemar Holm gav fra starten af 1990erne løfter om at overgå dem alle - og spille lige op med svenskernes dengang endnu aktive Ingmar Bergman.

Ret usædvanligt blev Henrik Sartou ’opdaget’ af kritikerne, mens han stadig var under uddannelse - ja, endnu før han søgte ind på teaterskolen, kom han til orde i medierne. Og da han blev færdig med sin uddannelse, tog karrieren usædvanlig hurtigt fart, snart havde han premiere på Det Kongelige Teater eller i Radioteatret, DR, hvor han lagde an til at blive en slags auteur på evig jagt efter sjælen i øret, snart i Aalborg og Aarhus, hurtigt også i Stavanger eller i Malmö, hvor Staffan Valdemar Holm var blevet teaterchef på Malmö Dramatiska Teater. Og sådan fortsatte det i femten år inden for både drama og opera– med kunstneriske højdepunkter i Heinrich von Kleists Ildprøven/Käthchen von Heilbronn (Det Kongelige Teater, 1990), Legende (frit efter Jean Cocteaus roman Les Enfants Terribles, Rialto Teatret 1992), Magnus Dahlströms Jernbyrd (Mammutteatret, 1992), Staffan Valdemar Holms Søster Midnat (DR Radioteatret 1993), Bernard-Marie Koltès’ I bomuldmarkernes ensomhed (Mammutteatret 1994), Hjalmar Söderbergs Gertrud og Jacques Préverts Paradisets børn (Malmö Dramatiska Teater, hhv. 1993 og 1995), Morti Vizkis Egernet tilbage til haven (DR Radioteatret, 1995), Rainer Werner Fassbinders I et år med 13 måner (Mammutteatret, 2000) og Johan Ludvig Heibergs Nei/De Nygifte (Det Kongelige Teater 2004).

Henrik Sartou ville genetablere kontakten til de store fortællinger, gud og skabelsen om nødvendigt. Ingen, der så hans dunkle og passionerede Ildprøven/Käthchen fra Heilbronn (Det Kongelige Teater, 1990), kunne være i tvivl om, at han løftede sin kunstneriske fakkel og gik forrest. Han ledte efter noget og kendte ikke vejen, men han havde retningssans – og det var den, kollegerne, publikum og kritikerne instinktivt fornemmede og fulgte, både til de mest overraskende indsigter og ind i blindgyderne. Det vil være synd at sige, at anmelderne fulgte ham ukritisk, men han fik deres fulde opmærksomhed. Alle var klar over og respekterede ham for, at selv når han fejlede allermest fatalt, var hans forestillinger grandiose, visionære og kunstnerisk nødvendige.

Privat

Henrik Sartou er født 30. september 1964 på Frederiksberg som søn af Vibeke og Poul Sartou Christensen.

Han dannede par med billedkunstner Marianne Grønnow fra 1982 - 1992 og mødte skuespiller Bodil Jørgensen under sin uddannelse på Statens Teaterskole. De giftede sig i 94 og fik året efter sønnen Johannes Sartou Jørgensen. Ægteskabet varede i 5 år – frem til 1998.

I 2001 mødte Henrik Sartou skuespiller Mette Frank. De giftede sig i 2004 og levede sammen frem til hans død 26. marts 2005. Han er begravet på Frederiksberg Kirkegård.

CV

Iscenesættelser på teatret

Operaiscenesættelser

Iscenesættelser i radioen

(alle produceret for DR)

Andre opgaver

Priser

Referencer

  1. ^ Dithmer, Monna (29. marts 2005). "Teaterinstruktøren Henrik Sartou død - 40 år gammel". Politiken. Hentet 4. august 2014. Lund, Me (30. marts 2005). Berlingske Tidende Kun det ærlige teater talte. Hentet 20.11.2021.

Litteratur

Eksterne henvisninger

Autoritetsdata
Kategorier