Jesu opstandelse er en vigtig del af evangeliernes beretning om Jesus og var ved udbredelsen af budskabet om Jesus en central del af forkyndelsen. Ligeledes har opstandelsen gennem kirkehistorien været en af kristendommens vigtigste dogmer, jf. den apostolske og nikænske trosbekendelserne.
Opstandelse (græsk: ἀνάστασις anástasis; latin: resurrectio) er et begreb indenfor flere religioner, navnlig de tre abrahamitiske religioner: jødedommen, kristendommen og islam. Opstandelse er det, der sker, når et dødt menneske får nyt liv og genopstår. Der skelnes mellem egentlig opstandelse og simpel dødeopvækkelse (f.eks. opvækkelsen af Lazarus, Johs. 11 Arkiveret 30. september 2007 hos Wayback Machine). Ved en dødeopvækkelse bliver et dødt menneske levende igen ved et under og lever så videre som før, men efter en opstandelse får man evigt liv, dvs. man skal aldrig dø igen.
Ofte taler man om kødets opstandelse for at distancere sig fra dualistiske opfattelser af en rent åndelig, ikke-kødelig opstandelse og fra opfattelser af opstandelsen som noget rent symbolsk og ikke-virkeligt.
De fire evangelier har alle en beskrivelse af begivenhederne påskemorgen, hvor Jesus ifølge deres beretninger opstod. Der er mindre forskelle på beretninger, som dybdegående vil blive behandlet her. Dog er de alle fire evangelister enige om, at stenen var flyttet fra graven, at graven var tom, og at de første vidner var kvinder, som så engle, der fortalte dem, at Jesus var opstået fra de døde.
Ingen af evangelierne beskriver direkte Jesu opstandelse. Matthæusevangeliet er det evangelium, der kommer nærmest ved at fortælle, hvordan stenen til graven blev væltet fra:
De andre evangelier nævner blot, at da kvinderne kom til graven, så de, at stenen var væltet fra graven, og at da de gik ind i graven, fandt de ikke Jesu legeme.
Alle evangelierne nævner også, at der var engle til stede, der forklarede, at Jesus var opstået. Matthæus nævner en engel, som havde sat sig på stenen. Denne engel forkyndte
I Markusevangeliet møder de ”en mand i hvide klæder”, der ”sidder i den højre side” inde i graven og taler om Jesu opstandelse og tilføjer:
Lukasevangeliet nævner derimod, at der var derimod var hele to mænd i lysende klæder, også Johannesevangeliet nævner to mænd, der sad der, hvor Jesus havde ligget. ”En ved hovedet og en ved fødderne”.
Alle fire evangelier beskriver samstemmingt, at det var nogle kvinder af Jesu efterfølgere, der først så den tomme grav. Dog nævner evangelierne forskellige kvinder og et forskelligt antal. Matthæus nævner Maria Magdalene og ”den anden Maria”, Markus nævner også Maria Magdalene, Maria, Jakobs mor, og Salome. Lukas taler blot om de kvinder, som var kommet fra Galilæa sammen med Jesus. Johannes nævner kun Maria Magdalene, men viser dog at han godt vidste der var flere, ved at Maria siger:
I alle evangelierne, (i mindre grad Johannesevangeliet) lægges der eksplicit vægt på, at kvinderne var øjenvidner både til Jesu død (Mark 15,40; Matt 27,55; Luk 23,49; Joh 19,25), Jesu gravlæggelse (Mark15,47; Matt 27,61; Luk 23,55) og til den tomme grav (Mark 16,4; Matt 28,1; Luk 24,1; Joh 20,1).
Markus har på sit evangelium en meget brat afslutning:
Denne bratte afslutning har undret gennem årene, og der blev hurtigt lavet andre afrundende afslutninger på evangeliet (Se den danske oversættelse 1992 Mark 16,9-20 og noter), dog er de fleste teologer enige om, at disse afslutninger ikke oprindeligt hørte til teksten. De andre evangelier beretter derimod om, hvordan Jesus senere viste sig for kvinderne og for disciplene. Matthæus fortæller, at Jesus hilser kvinderne på deres vej over til disciplene. Lukas nævner, hvordan to disciple på vej til Emmaus fra Jerusalem giver sig i snak med en ukendt mand om opstandelsen, der åbner skrifterne for dem. Først sent på aftenen opdager de, at det er Jesus, og de skynder sig derefter tilbage og beretter om deres møde med Jesus. Her hører de også disciplene berette, at:
Ifølge Johannes møder Maria Magdalene Jesus i haven ved graven, efter at hun for anden gang har begivet sig derned for at undersøge graven og græde. Hun løber tilbage til disciplene og fortæller:
Lukas og Johannes beretter så om, hvordan Jesus samme aften kommer til disciplene, mens de er forsamlet og viser sig for dem. Hos Lukas spiser Jesus en fisk, øjensynligt for at bevise at han kødeligt er opstået og ikke er en ånd og siger også:
Otte dage efter viser Jesus sig igen ifølge Johannes for disciplene; denne gang også for Thomas, der ikke var til stede, første gang Jesus viste sig. Han troede ikke på disciplenes oplevelse, men da Jesus senere viser sig for ham, siger Jesus til ham:
så svarer Thomas:
Matthæus fortæller om, hvordan disciplene møder Jesus i Galilæa på et bjerg, hvor han giver dem missionsbefalingen. Her står der at:
Johannes fortæller, hvordan Jesus åbenbarede sig ved Tiberiassøen (Genesaret Sø i Galilæa), efter at disciplene havde prøvet at fange fisk. Lukas slutter sit evangelium af og begynder sin anden bog Apostlenes Gerninger med at berette om, hvordan Jesus efter 40 dage skilles fra dem og optages til himlen.
Ifølge Matthæus, Lukas og Johannes er det tydeligvis på baggrund af Jesu opstandelse, at Jesus udsender sine disciple (Matt 28,18-20, Lukas 24,46-48; ApG 1,8; Joh 20,21) til at forkynde om Jesus. Dette bærer apostlenes taler også præg af i Apostlenes Gerninger (Både i Peters taler i ApG 2,32; 3,15; 4,10; 5,30; 10,40 og Paulus’ taler i ApG 13,33; 17,31; 26,23).
Paulus har i sit første brev til menigheden i Korinth i år 52 ca. 20 år efter begivenhederne, en kort opremsning af Jesu død og opstandelse, sådan som den var overleveret ham:
Dette citat, der nærmest ligner en tidlig trosbekendelse, er sandsynligvis det allertidligste kildemateriale til Jesu opstandelse. På samme måde forudsætter de øvrige nytestamentlige skrifter Jesu opstandelse.
I Josefus' lange optegnelse af jødernes historie findes et meget omdiskuteret vers, hvor meget tyder på en delvis forfalskning, (se mere om Josefus' Jesuscitat i artiklen om Kilder til Jesus), der nævner opstandelsen:
Lukasevangeliet, talerne i Apostlenes Gerninger, samt Paulus og Josefus, nævner Jesu opstandelse som noget, der var forudsagt i Skrifterne, dvs. Tanakh/Det Gamle Testamente. Det er dog ikke lige oplagt og indlysende, hvor i det Gamle Testamente der tales om, at Messias skulle opstå. Det forklarer også, hvorfor disciplene ifølge evangelierne ikke havde nogen forventning om, at Messias/Kristus stod op fra de døde. Salme 16 Arkiveret 30. september 2007 hos Wayback Machine bliver ifølge Apostlenes Gerninger brugt af både Peter og Paulus i deres prædikener til at underbygge forkyndelsen af opstandelsen. Særligt bruges vers 10 i salme 16:
Både Peters (Apg 2,29-31) og Paulus’ (ApG 13,35-36) logik er, at da forfatteren til salmen (kongen og profeten David) jo døde og så graven, må det være en forudsigelse om hans efterfølger, Davidssønnen/Messias, altså Jesus.
At Jesus døde på tredjedagen virker ifølge Paulus til at være forudsagt i skrifterne. Dette sted må i så fald være fra Hoseas' Bog kapitel 6, vers 1-2 Arkiveret 30. september 2007 hos Wayback Machine, hvor der står:
Skriftstedet handler dog tydeligvis ikke om en Messias, men om mennesker der efter straf omvender sig og derved får liv. At Paulus ud fra dette skrift må have set en forudsigelse af Kristi opstandelse, må skyldes hans syn på Jesus som den stedfortrædende frelser, der tager vores lidelser og opstår for os, så vi får del i hans opstandelse. Dermed kan det siges om os, at vi får liv på tredjedagen gennem Jesu død og opstandelse.
Derudover kan nævnes steder som Esajas 53 Arkiveret 30. september 2007 hos Wayback Machine, der tidligt blev set som en tekst om Jesu død (ApG 8,35), og hvor der i afslutningen står skrevet:
Salme 22 Arkiveret 30. september 2007 hos Wayback Machine beskriver hårde lidelser, der udmærket passer på en korsfæstelse. Ifølge Matthæus og Markus siger Jesus på korset, hvad der er blevet titlen på en salme: Min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig. Salmen forudsiger også ifølge evangelierne (Johannes bemærker det direkte), at Jesu klæder blev delt mellem soldater.. Denne salme er dog ikke kun jammer og lidelser, men slutter med et langt afsnit, der indeholder ord som:
Det er dog klart, at profetierne om Messias' opstandelse ikke står særlig klart i det Gamle Testamente, men at apostlene i lyset af Jesu opstandelse så disse steder og andre som profetier om Jesu opstandelse. Den vigtigste, omend ikke den kendteste, kristne trosbekendelse – den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse – udtrykker det på følgende måde: Jesus opstod på tredjedagen ifølge skrifterne.
At Jesus opstod er afgørende for den kristnes tro på Jesus som frelser og Guds søn. videnskabeligt er det ikke en troværdig påstand, da den naturvidenskabelige metode kun accepterer det, der kan måles og vejes. Imidlertid er det for en troende ikke et problem, at Jesus skulle have overskredet grænserne for naturlovene, men netop en bekræftelse af Jesu guddommelighed og overvindelse af døden. Nedenstående er en diskussion af de historiske kilders pålidelighed og af alternative forklaringer til opstandelsen.
Før det 17. og 18. århundrede var der få teologer, der udfordrede historiciteten i de overnaturlige beretninger i Skriften, særligt ikke opstandelsesberetningen[2].
En af de første udfordringer kom fra Hermann Samuel Reimarus, der opstillede 10 modsætninger i opstandelsesberetninger og på den baggrund benægtede opstandelsens historicitet. Senere kom flere til som Rudolf Bultmann, der mente, at opstandelseshistorien blot var disciplenes forsøg på at udtrykke betydningen af Jesu kors i forkyndelse[3] Otto Pfeidere og Wilhelm Busset udviklede en teori om, at opstandelsesmyten udsprang fra hedenske religioner, f.eks. at forestillingen om den tredje dag kom fra persisk tankegang om sjælens iboen i kroppen i tre dage efter dødens indtræffen. Både liberale og konservative teologer har dog afvist dette, for selvom hedensk tankegang skulle have påvirket beretningen, er der intet der taler for, at det skulle være grundlaget for opstandelsesberetningen. Martin Dibelius mente, der var legendariske elementer indsat i beretningen (såsom engle), men at beretningen som sådan har brugt meget lidt legendarisk materiale, og derfor burde spørgsmålet om historiciten af teksterne stå åbent.[4] William Lane Craig derimod giver i 1981 en række grunde til, at grundhistorien til fortællingen om den tomme grav skulle være historisk troværdige.[5]
Nogle kristne (særligt blandt f.eks. evangelikale) har prøvet at argumentere for, at en konkret opstandelse historisk set er den mest sandsynlige grund til, at kirken, der voksede frem efter begivenhederne i påskeugen, fik så stor en fremgang. C. H. Dodd siger i sin bog The Founder of Christianity at opstandelsen er ikke en tro, som kirken udviklede, men en tro som satte kirken i stand til at vokse.[6] Dette skyldes, at det var troen på Jesu opstandelse og ikke hans lære eller død, der var drivkraften for hele den Jesus-bevægelse, som bredte sig i den første tid efter korsfæstelsen. Derfor var beviset for, mener disse kristne, at Jesus faktisk var opstået, grundlaget for hemmeligheden bag den store udbredelse, kristendommen havde i det første århundrede.
Forskere er i det sidste århundrede dog kommet med en række alternative forklaringer på, hvordan Jesus kunne være forekommet kirken som opstanden. Disse forklaringer er dog ofte blevet anklaget fra mange sider, konservative som liberale teologer, for at være usandsynlige og hypotetiske.
Ifølge Apostlenes Gerninger var udgangspunktet for apostlenes allertidligste forkyndelse – Jesu opstandelse [10]. Det var det, der beviste, at Jesus var Herre, Guds søn. Han var den, der havde besejret døden, synden og Djævelen, og som nu er ophøjet og sidder ved Faderens højre hånd og skal komme igen i herlighed for at dømme levende og døde, og der skal ikke være ende på hans rige. [11]. Derfor er de kristnes helligdag også søndagen, den første dag i ugen, den dag hvor Jesus opstod. På samme måde er fejringen af Jesu opstandelse påskedag den vigtigste højtid i kristendommen, og ikke julen som dog ofte er den folkeligt vigtigste højtid.
Det mest kendte eksempel på en opstandelse indenfor kristendommen er Jesu opstandelse, som fejres dels Påskedag, dels ved gudstjenesten hver søndag, idet kristne netop fejrer gudstjeneste om søndagen, fordi de mener, det var den dag, Jesus opstod. I kristendommen er der desuden en tro på, at alle mennesker skal opstå på Dommedag.
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Jesu liv |
| |
---|---|---|
Jesu sidste uge |
| |
Jesu lære |
| |
Relaterede artikler |