I årene 535 og 536 skete der mange ekstreme vejrbegivenheder, som kan betragtes som bemærkelsesværdige undtagelser fra jordens normale klima. (En lignende hændelse blev rapporteret i 1816 – året uden sommer.)
I årene 535 og 536 skete der mange ekstreme vejrbegivenheder, som kan betragtes som bemærkelsesværdige undtagelser fra jordens normale klima. (En lignende hændelse blev rapporteret i 1816 – året uden sommer.)
Følgende blev rapporteret af uafhængige, samtidige kilder:
Året 536 var det koldeste i 2.000 år, og omtales som menneskehedens værste år.[4] Studier af træernes årringe viser det samme mønster over hele verden, indbefattet Skandinavien: En ekstremt kold sommer efterfulgt af et koldt tiår.[5] Træers årringe bliver tynde i år med dårlige vækstforhold. Årringen for 536 er så tynd, at den kun kan ses i mikroskop.[6]
Man formoder, at ændringerne skyldtes aske eller støv kastet op i atmosfæren efter vulkanudbrud, da tidsfæstelse af fortidens vulkanudbrud afslører sammenfald mellem disse og kuldeperioderne. [7]
I David Keys bog fra 1999 foreslås årsagen at være en eksplosion af den indonesiske vulkan Krakatau.[8] Denne hypotese støttes af den amerikanske vulkanolog Ken Wohletz.[9] En anden mulighed er et udbrud af vulkanen Ilopango i El Salvador.[10][11]
David Keys spekulerede yderligere over, om klimaforandringerne måske havde induceret flere større udviklinger som Den justinianske pest (fremkomsten af byldepest i Konstantinopel få år senere), mongolske stammers migration mod vest, afslutningen på det Persiske rige, islams opblomstring og afslutningen på flere civilisationer i Mellemamerika og Sydamerika (fx moche og aztekerne). Disse spekulationer har ikke vundet almindelig tilslutning (2004).
Af iskerner hentet fra Grønlands indlandsis fremgår, at der skete et stort vulkanudbrud ved Ækvator i år 527, samt et andet vulkanudbrud i 533-534 +/- 2 år (så år 536 er inden for rammerne for dette udbrud). I Dronning Maud Land i Antarktis har isboringer vist vulkanudbrud år 542 plus/minus 17 år. År 536 er således også inden for rammerne af dette vulkanudbrud. [12] Af årringsdatering fremgår, at træernes årringe var specielt smalle i år 536 og 10 år herefter. [5]
Klimaforsker Fredrik Charpentier Ljungqvist ved Stockholms universitet har indført betegnelsen senantikkens lille istid om perioden. [13]
Forskere fremlagde i 2018 ved en konference på Harvard University et svar. McCormick og hans team har foretaget dybe ismålinger i schweiziske gletsjere, og de fandt beviser for »et kataklysmisk vulkanudbrud« i Island sandsynligvis vulkanen Katla i 536.[14]
Men også den sydamerikanske vulkan Ilopango i El Salvador gik i udbrud i 535 og kan sammen med Katla have medvirket til den enorme katastrofe og omfattende vulkanske vinter.[15]
Morten Axboe har peget på, at der både i Danmark og andre steder blev ofret store mængder smykker og ædle metaller under klimachokket. [16] Han mener, at disse ofringer må ses som en desperat handling for at formilde de højere magter til at bringe solen tilbage. I århundrederne efter ofringerne forsvandt tidligere tiders smykker som massive halsringe og brakteater næsten helt, og guld optræder kun som ganske tyndt blik som i guldgubber. [17] Axboe mener tillige, at begivenheden kan have inspireret til norrøn mytologis overlevering om Ragnarok, hvor sol og måne sluges af ulve, og Fimbulvinteren - tre vintre i træk uden sommer imellem - bryder løs. [18] Beretningen om en lang kuldeperiode findes både i sagnkredsen om Ragnarok og i det finske Kalevala. Da myten om Tyr og Fenrisulven var kendt i oldtiden - den genkendes på brakteaterne - kan historien om Ragnarok være lige så gammel. [19]