Nicolai Halby Wammen (født den 7. februar 1971 i Holbæk) er en dansk politiker for Socialdemokratiet, der har været Danmarks finansminister siden 2019. Han var 2013 til 2015 forsvarsminister. Wammen var borgmester i Aarhus Kommune fra 2006 til 2011[1] og blev valgt til Folketinget i 2011 for Socialdemokratiet.
Han blev født den 7. februar 1971 som søn af journalist Christian Frederik Wammen og talepædagog Lotte Halby Wammen[2] og opvokset i Aarhus.[3] Han afsluttede folkeskolen på Brobjergskolen i Aarhus i 1987 og tog derefter et high school-ophold i Massachusetts, USA. I 1991 blev han student fra Marselisborg Gymnasium og i 2001 blev han kandidat i statskundskab fra Aarhus Universitet.
Nikolai Wammen var formand for Frit Forum i Aarhus 1996 til 1997 og var medlem af Aarhus Byråd 1997-2001, næstformand i den socialdemokratiske byrådsgruppe og politisk ordfører, formand for Skole- og kulturudvalget samt medlem af økonomiudvalget. Medlem af Aarhus Festuges bestyrelse 1997-2001.
Valgt som Socialdemokraternes borgmesterkandidat i Aarhus i november 2004 og blev valgt som borgmester efter kommunalvalget i november 2005, hvor det lykkedes ham at slå Venstres Louise Gade og dermed generobre borgmesterposten til sit parti, der med undtagelse af 2001-2005 havde beklædt posten i al den tid, Aarhus har haft folkevalgte borgmestre.
I sin egenskab af borgmester var han formand for Aarhus Festuge, formand for Aarhus Havns bestyrelse, medlem af KLs bestyrelse, medlem af bestyrelsen for Danske Havne, næstformand i Kommunekontaktrådet for Region Midtjylland, næstformand i Kredsrådet for Østjyllands Politi, medlem af KMDs bestyrelse, medlem af Kontaktudvalget i Region Midtjylland, medlem af Vækstforum Midtjylland og medlem af formandskabet for Erhvervskontaktudvalget i Aarhus Kommune.
I august 2011 trak han sig fra sin borgmesterpost for at stille op til folketingsvalget 2011. Han blev afløst af den socialdemokratiske partifælle Jacob Bundsgaard Johansen.
Nikolai Wammen var Socialdemokraternes folketingskandidat i Skanderborgkredsen fra sommeren 1997 til 2004, og finansordfører for Socialdemokraterne i Folketinget fra 2001 til 2004. Efter valget i september 2011 blev Wammen udnævnt som europaminister, en post han havde indtil august 2013, hvor Wammen overtog posten som forsvarsminister 2013,[4] efter sin partifælle Nick Hækkerup.[5] Med Wammen som forsvarsminister blev aftalen om organiseringen af forsvaret d. 10. april 2014 indgået, hvilket bl.a. betød at Forsvarets Sundhedstjeneste flyttede til Aarhus.[6]
Efter regeringsskiftet i 2015, hvorefter Mette Frederiksen overtog formandsposten i Socialdemokratiet, blev Nicolai Wammen udnævnt som Socialdemokratiets politiske ordfører.
Nicolai Wammen har udover sit politiske ordførerskab også været medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.
Under valgkampen 2019 var han i de første dage Socialdemokratiets frontfigur, da formanden, Mette Frederiksen, var sygemeldt.[7] Senere var han en af Frederiksens følgesvende under regeringsforhandlingerne,[8] og da den socialdemokratiske minsdretalsregering var en realitet 27. juni 2019, fik Wammen posten som finansminister.[9][10]
Nicolai Wammen dannede fra maj 2009 til marts 2010 par med Mai Mercado (Henriksen), som var konservativt byrådsmedlem i Odense.[11]
Den 9. oktober 2011 fik han en søn på Rigshospitalet i København sammen med partifællen Julie Rademacher.[12]
I dag bor Nicolai Wammen med sin kone Karen.[13] Vielsen fandt sted i Aarhus Domkirke på pinsedag i 2016.[14]