Pima – nordamerikansk stamme af Piman Uto-Aztecan sprogfamilien[1] i det sydvestlige kulturelle område, som lever i Salt River- og Gila Riverdalen i det syd-centrale Arizona, USA.[2]
Traditionelt levede pimaerne i landsbyer tæt ved flodbredderne og dyrkede landbrug. Deres landbrugsmetoder var helt anderledes end hos flere andre indianere i de Forenede Stater. Fx gravede pimaerne vandingskanaler med træværktøj.[3] De levede i landsbyer styret af en valgt høvding.[2] Deres hjem var runde grenhytter[2] og senere enkeltfamiliehuse bygget af mudder og halm (adobe).[4]
Den første kontakt, som stammen havde med europæere, var med jesuitermissionæren Francisco Eusebio Kino omkring 1697.[4]
Stammens største sejr var i 1857, da de nedkæmpede en hær yumaer og mohaver.
På det tidspunkt var deres antal omkring 4000 mennesker. I 1990 var de 14.431, og de fleste af dem lever i Salt River-reservatet og Gila River-reservatet.
Kvinderne flettede holdbare kurve som brugskunst i ledige stunder.[4] Kurve i forskellige former og størrelser blev brugt til f.eks. opbevaring, til at rense majs og hvede ved kastning og til at bære ting i.[5] Tætflettede kurve med en indersidebehandling af klæbrig plantesaft var vandtætte.[5] De største, traditionelle kurve af form som runde brødkurve var ca. 60 centimer i diameter og over 20 centimer dybe i centrum.[5] Kurve til opbevaring var høje og rummelige og ofte med en slank hals.
Kvinderne indsamlede plantematerialerne til kurvefletning i bestemte sæsoner og forarbejdede dem til brug. Afbarkede og flækkede pilegrene,[4] friske strå af dunhammer[4] og afbarkede, flækkede skud af virginsk poppel (Populus deltoides)[4] udgjorde de lyse grundmaterialer. Ved at omvikle de tynde og opblødte flettematerialer med sort plantemateriale fra de store frøkapsler af en ørkenplante kaldt devil’s claw (Martynia fragrans)[4] kunne kvinderne give kurvene sort/lyse mønstre. Abstrakte designs a la græske mæander-borter[6] var meget brugt,[5] men kun evner og kreativitet satte grænser for udsmykningen.