Sortehavet er et ca. 450.000 km² stort indhav mellem Europa og Lilleasien. Det er 1.154 km langt, 610 km på det bredeste sted, og op til 2.250 m dybt. Sortehavet er forbundet med Middelhavet via Bosporusstrædet, Marmarahavet og Dardanellerne, og med det Azovske Hav gennem Kertjstrædet.
En række af Mellem- og Østeuropas største floder munder ud i Sortehavet, således Donau, Dnestr, Dnepr, Don. På grund af denne (ferskvands)tilstrømning er havet forholdsvis saltfattigt.
Selvom Istanbul teknisk set ligger ved Bosporusstrædet, så fungerer den som søvejens port til Sortehavet.
Sortehavet er en rest af det gamle hav Parathetys, som det Kaspiske Hav og Aralsøen også er opstået af. Ved istidens afslutning skete der en afvanding af dette hav som følge af de stigende temperaturer og kontinentalpladens stigning, efterhånden som isen trak sig tilbage. I årtusinder var passagen mellem Middelhavet og Sortehavet spærret, hvilket førte til en markant lavere vandstand i Sortehavet. Vandet ser ud til at have brudt igennem Bosporus i det 7. årtusinde f.Kr., hvilket har ført til oversvømmelser af store områder, der tidligere var beboet og opdyrket af agerdyrkere. Ifølge en populær, men omstridt teori der blev lanceret i 1998, er det denne begivenhed, der ligger bag den bibelske syndflodsmyte. Den igangværende kollision mellem de eurasiske og afrikanske kontinentalplader og den vestlige forkastning af den anatolske del langs den nordanatolske forkastningszone og østanatolske forkastningszone er afgørende for den aktuelle tektoniske situation,[1] hvis følger strækker sig ud i Sortehavsområdet og har medført en betydelig vulkansk aktivitet i den anatolske region.[2] Det er disse geologiske mekanismer, der har forårsaget den periodiske isolation af Sortehavet fra resten af det globale havsystemet.