Rytterstatue af ærkebiskop Absalon på Højbro Plads, Storkespringvandet, Statue af Dronning Caroline Amalie opstillet i Kongens Have, En pottemagerske, En dame. Emilie Marie Rovsing, f. Raaschou
Vilhem Bissen var opdraget i billedhuggertraditionen fra Bertel Thorvaldsen. Som 16-17-årig begyndte han som lærling i faderens værksted og medvirkede sidenhen på hans arbejder. Bissen førte værkstedet videre efter faderens død og fuldendte en række værker på baggrund af eksisterende modeller. Bissen fuldendte eksempelvis rytterstatuen af Frederik VII ved Christiansborg. Han modellerede på egen hånd hesten efter faderens skitse.
1856: Tildeles den lille sølvmedalje for en modelfigur
1857-1863: Ophold i Rom
1859: Hjemsendte fra Italien sin første offentlige debut, springvandsfiguren Dreng der trykker paa en Vinsæk. Figuren indbragte ham Neuhausens præmie
1871: Medlem af Kunstakademiet i København
1885: Grundlagde Foreningen Hovedstadens Forskønnelse sammen med bryggeren Carl Jacobsen. Foreningen havde til formål “at virke til forskjønnelse af Hovedstaden”
1887: Bliver medlem af Akademirådet
1897-1901: Medlem af gallerikommissionen
1889-1908: Professor i billedhuggerkunst ved Kunstakademiet
1888-1890 og 1893-1899: Medlem af Charlottenborgs udstillingskomité
1901-1913: Medlem af Thorvaldsens Museums bestyrelse
1902: Rytterstatuen af Ærkebiskop Absalon opstilles på Højbro Plads
1902-1905 og 1906-1908: Direktør for Kunstakademiet i København
Bissen var skolet ind i en nyklassicistisk billedhuggertradition, stærkt påvirket af Bertel Thorvaldsens formsprog. Bissen fandt inspiration i den græske og romerske antikke kunst og mytologi.
1880 var et vendepunkt for Bissens formsprog, da han som den første billedhugger i Danmark begyndte at gå i en mere naturalistisk retning, efter at han havde stiftet bekendtskab med fransk naturalisme i Paris.
Bissens kunst peger i en mere naturalistisk retning end tidligere danske billedhuggeres stil, men overordnet set er hans formsprog grundfæstet i en klassicistisk tradition.
Da Bissen kom hjem til Danmark efter sin rejse til Paris udførte han en række stående kvindeskulpturer, hvor En pottemagerske er en af disse.
Skulpturen forestiller en kvindelig pottemagerske, som er ved at dekorere en lille vase.
Kvindens livagtige ansigt med antydninger af rynker i panden og let sammenknebne øjne afspejler hendes koncentration med dekorationsarbejdet. Bissens møde med den franske naturalisme kom til at præge hans stil, hvilket i denne skulptur kommer til udtryk i detaljerigdommen i kvindens ansigt og den naturtro kropsgengivelse. Men selvom skulpturen har naturalistiske træk, er formen stadig udpræget klassicistisk.[1]
Skulpturen En dame. Emilie Marie Rovsing, f. Raaschou, skiller sig ud fra Bissens andre stående kvindeskulpturer, som han udførte ud fra et græsk og romersk forbillede. Bissen har med denne skulptur skildret en kvinde fra sin egen tid, som er klædt i samtidens mode. Skulpturen peger ikke tilbage mod et den klassicistiske idealisme men peger i højere grad i retning mod det virkelighedsnære og realistiske.
Bissen har arbejdet på at skabe en fornemmelse af, at kvindes krop er i bevægelse, idet hun løfter op i kjolen og blotter sin ene sko. Hun ser iagttagende ud og har et let svaj i kroppen, som bidrager til en fornemmelse af livagtighed og bevægelse. Bissen har med denne bevægelse forsøgt at skabe en fornemmelse af, at kvinden er skildret i et flygtigt øjeblik.
[2]